Fra 2. til 8. august forvandler Hals Kunstfestival - Kunst på Kanten byen til et levende kunstgalleri med gavlmalerier, Art-Walk og kreative fællesskaber.

Fra 2. til 8. august bliver Hals igen fyldt med kunst, fællesskab og oplevelser under åben himmel, når Hals Kunstfestival - Kunst på Kanten vender tilbage for anden gang.
Festivalen bruger byen som ramme og inviterer både borgere, gæster og kunstnere til at være med. Ambitionen er at bringe kunsten tættere på hverdagen og skabe møder mellem mennesker gennem deltagelse, nysgerrighed og lokale fællesskaber.
Festivalen åbner med en Art-Walk gennem byen, hvor kunstnere præsenterer deres værker i bevægelse. Her bliver kunst, kultur og byliv flettet sammen i en oplevelse, der kan mærkes i gaderne.
Et af årets centrale projekter er nye gavlmalerier. Ved Hals Havn kan besøgende selv tage penslen i hånden og bidrage til et fælles kunstværk, mens professionelle kunstnere skaber et andet gavlmaleri ved kirken.
Festivalen giver også plads til unge stemmer med fotoudstillingen Unge-Blik - Verden set gennem ungdommens linser, hvor lokale unge viser deres blik på verden gennem fotografi.
Programmet rummer blandt andet installationen Kuldsejlinger, der sætter fokus på sårbarhed og det at bede om hjælp, samt værket Plask, hvor indsamlet plastaffald fra naturen bliver forvandlet til skulpturer med et budskab om miljø og fællesskab.
Rundt omkring i byen åbner kunsthåndværkere haver, atelierer og værksteder. Her kan publikum opleve malerier, keramik, smykker, beklædning og upcycling - og børn kan være med i kreative aktiviteter med genbrugsmaterialer.
Installationen Stol på Hals vender også tilbage med kunstnerisk udsmykkede stole i bybilledet.
Med festivalen bliver Hals endnu en gang et kulturelt samlingspunkt, hvor kunsten ikke kun kan ses, men også skabes i fællesskab.
Kilde og foto: Allan Mortensen, LigeHer.nu.