Læs Marianne Nielsens sankthanstale fra Sankthansaften 2026, hvor fællesskab, frivillighed og troen på Hals var i centrum.

Her kan du læse talen i sin helhed.
Kære alle,
Velkommen til Sankthansaften.
Denne aften har altid været noget særligt for mig.
Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det ikke først og fremmest bålet, jeg husker. Det er fællesskabet.
Jeg husker, hvordan hele gaden samledes. Bålet blev tændt, og folk kom ud af husene for at være sammen. Min far arbejdede på slagteriet og havde skaffet revelsben, som blev grillet over bålet. Til os unger var der pølser, leg og masser af latter.
Men det, jeg husker tydeligst, er ikke maden. Det er følelsen.
Følelsen af naboskab. Følelsen af at høre til. At alle deltog. At vi kendte hinanden og tog del i hinandens liv. Vi var ikke bare mennesker, der boede på samme vej. Vi var et fællesskab.
Når jeg ser ud over Hals i dag, ser jeg heldigvis mange af de samme værdier leve videre.
Vi mærker det i Hals. Vi mærker, at fællesskabet vokser og bliver stærkere.
For nogle år siden begyndte Samrådet med ønsket om at forskønne byen med kunst. Et gavlmaleri blev bl.a. til virkelighed i 2025. Det blev starten på noget større. Kunstfestivalen opstod, og nye forskønnelser kom til. Det viste sig, at når nogen tør tage det første skridt, så følger andre med.
Et af de smukkeste eksempler er Sejlsportens Hus. En fantastisk bygning, som mange måske gik forbi uden rigtigt at kende. Kunstfestivalen åbnede dørene og viste os alle, hvilken perle det også er for vores by. Pludselig blev noget, der før føltes lukket, en del af vores fælles fortælling.
Vi har MEGET at være stolte af.
Vores skole og institutioner er stadig fyldt med børn. Det betyder liv, latter og fremtid. Vi har stadig butikker i byen, og dem skal vi støtte alt det, vi kan. For hver gang vi handler lokalt, er vi med til at sikre, at Hals fortsat er en levende by med service og arbejdspladser.
Vi ser også nye kræfter komme til. De unge mennesker bag Restaurant Havkatten har valgt at investere i Hals. De har givet os det, mange har ønsket sig i mange år: en lækker restaurant med fiskebuffet – og snart også et ismejeri, en café og i fremtiden et røgeri. De unge gutter tror på Hals. Det skal vi også blive ved med at gøre.
Og så er der alle vores foreninger.
Dem, der arrangerer koncerter og byfester. Dem, der skaber vandaktiviteter og naturoplevelser. Dem, der laver børnearrangementer og aktiviteter for unge og ældre. De frivillige, der igen og igen bruger deres tid og energi på at skabe oplevelser for andre.
Der er rigtig mange tilbud i Hals. Rigtig mange mennesker vil noget godt.
Og netop når vi taler om, hvad vi kan skabe sammen, er der endnu et eksempel på, hvad fællesskab og vedholdenhed kan føre til.
Hou/Hals Samråd er lykkedes med at få en af Thomas Dambos trolde til vores område. En attraktion, som mennesker fra nær og fjern rejser langt for at opleve. Det er ikke bare en trold. Det er et symbol på, hvad der kan ske, når mennesker engagerer sig, får idéer og arbejder sammen om at føre dem ud i livet.
Vi bor allerede i et område med en enestående natur, havet, fjorden, skoven og de mange kvaliteter, der gør Hals og Hou til noget ganske særligt. Men når vi samtidig tør tænke stort og skabe nye oplevelser sammen, kan vi tilbyde noget, som folk gerne vil køre langt for at se og opleve.
Det giver liv til vores byer. Det skaber stolthed. Det styrker vores lokale erhvervsliv. Og det giver os troen på, at fremtiden ser lysere ud for vores by og vores område.
Og måske er det nu, vi skal tage det næste skridt.
Nu skal vi vise, hvad det betyder – også i det helt små og i det, der måske kan være lidt svært.
Forestil jer, hvad vi kan skabe, hvis vi ikke kun arbejder side om side, men også sammen. Hvis vi hjælper hinanden, bakker hinanden op og løfter i flok.
Det handler ikke om, at alle skal gøre det samme.
At gøre noget godt for vores by og vores område - IKKE for eget eftermæle.
At efterlade Hals lidt stærkere, lidt smukkere og lidt mere levende, end vi modtog den.
Om at samles omkring bålet og se flammerne lyse op i sommernatten. Men det stærkeste lys kommer ikke fra bålet. Det kommer fra mennesker, der engagerer sig, tager ansvar og rækker hånden ud til hinanden.
Det gør vi i Hals.
Lad os passe på det.
Lad os udvikle det.
Lad os have modet til at tænke stort, også selvom vi er en lille by. For de seneste år har vist os, at når vi står sammen, kan vi mere, end vi tror. Vi kan skabe kunst og oplevelser, åbne døre, tiltrække nye kræfter, bevare det nære og samtidig sætte vores område på landkortet.
Lad os derfor fortsætte med at vise, at når mennesker står sammen om et fælles mål, kan selv en lille by skabe store ting.
Tak til alle jer, der gør en forskel.
Rigtig god Sankthansaften.
Marianne Nielsen
Hals Kunstfestival